www.moellearkivet.dk

www.ecomuseum-samso.dk

 

1600: Brundby Mølle

Vedvarende energianlæg har været anvendt i årtusinder i Danmark. Først i form af bål og ildsteder senere dukkede møllerne op drevet af vand og vind.

Den ældste eksisterende vindmølle på Samsø (og måske i Danmark) er stubmøllen ved Brundby. Møllen blev etableret på Endelave i begyndelsen af 1600-tallet. I 1683 blev den nedtaget, sejlet til Samsø og opført på Dansebjerg syd for Brundby.

I 1817 blev møllen nedtaget igen og flyttet til den nuværende placering på Kolhøj hvor den var i drift indtil 1939. I 1961 blev møllen fredet, renoveret over en årrække og er stadigvæk funktionsdygtig. Siden 1983 har et lokalt møllelav taget hånd om møllen.

I 1899 blev der rejst en ”Hollændermølle” ved Kolby. Denne mølle er ligeledes en ”genbrugsmølle”, idet den oprindeligt var opført ved Hammel i 1859. Møllen blev taget ud af drift i 1948.

Over en årrække blev møllen renoveret og bl.a. beklædt med ”egespåner”. Møllen blev genindviet i 1982 og er stadigvæk funktionsdygtig. Kolby Møllelaug tager sig nu af møllen og holder ofte åbent for gæster i sommerperioden.